Single Blog Title

This is a single blog caption
16 aug 2023

Tina gav sig selv en ’gave for livet’: Tog på højskole for voksne

//
Kommentarer0

Det har været en fantastisk og lærerig oplevelse.

Sådan siger 35-årige Tina Bundgaard. Vi møder hende i haven på Struer Højskole, dagen før hun skal sige farvel til det forårshold, som hun har været en del af de seneste 15 uger, og som hun kalder harmonisk.

 Jeg søgte et højskoleophold primært for voksne. Jeg ved, at der findes mange højskoler rundt i landet for unge, som tager afsted efter endte ungdomsuddannelser, og så er der seniorhøjskoler, men Struer Højskole var det eneste sted, der fokuserede på kursister midt imellem ungdommen og seniorerne. Her har jeg mødt den mangfoldighed som højskolerne repræsenterer så godt, og hvor fællesskabet har været stærkt på tværs af aldre, køn og en generel stor menneskelig forskellighed, fortæller hun begejstret.

Tina Bundgaard har arbejdet 15 år i den finansielle sektor som bankrådgiver. For to år siden kom hun ind i en længere sygdomsperiode med et brækket haleben og en operation i hoften, en hofteartroskopi, som betød intens genoptræning i et år. Det var en ret udfordrende periode, og mens hun trænede, besluttede hun at give sig selv en slags sabbatår. 

Jeg har været på efterskole i 10. klasse, og elskede det. Siden har jeg været på fire forskellige sommerugekurser på højskoler rundt i landet, men har altid haft en drøm om et længere højskoleophold, så nu skulle det være, forklarer hun.  

Aktiv hverdag og styrke i at sætte grænser

På højskolen havde hun fag som fælles motion og bevægelse, yoga, psykologi, bagning, havkajak, Oplev Vestjylland, debattimer, find din grænse, kreative aftener og naturligvis morgensang og højskoleaftener fyldt med sang og musik fra blandt andet højskolesangbogen.  

Et af hendes formål med højskoleopholdet var at få endnu mere fysisk bevægelse ind i hverdagen. Tidligere har hun spillet fodbold, padeltennis og dyrket vandaerobic.   Der var en del bevægelse på højskolen de fleste dage, og det nød jeg virkelig, siger Tina.  

Hun prøver også at sætte ord på den personlige udvikling, hun har oplevet. 

Jeg er blevet styrket i både at sætte mine egne grænser og i at sige til og fra. Af natur og i mit job har jeg i mange år været den lyttende, men nu vil jeg også gerne høres, siger hun med et stort smil.  

Højskolen gav mig med, at vi alle er forskellige og kan forskellige ting, men sammen kan vi gøre så meget, fordi vi er der for hinanden.

Der var altid nogen, som var klar til at give en ekstra hånd. Højskolefællesskabet er klar til at rumme hver og én, fortæller Tina.  

En gave i livet

Tina omtaler det som en ”gave i livet”, at få lov at få en pause, hvor man kan trække stikket fra en travl hverdag.

Jeg fik utrolig meget ud af højskoleopholdet, og jeg vil til en hver tid anbefale folk at tage afsted, hvis de har mod på det og mulighed for det. Det er en gave i livet.

Jeg har selv betalt mit ophold, men der er også mulighed for at søge om diverse stipendier, som kan dække eller delvist dække opholdet. Jeg kommer fra en travl hverdag i den finansielle sektor og har nydt en pause i livet.
En pause, hvor der er mulighed for at udforske interesser og perspektiver, som man ellers ikke har mulighed for i en almindelig hverdag.

Tina har også lært Vestjylland og naturen endnu bedre at kende.
Vi har oplevet Vestjylland på nært hold, det har været enormt interessant. Alle lærerne er vildt dygtige. Vi har oplevet Nordisk Teaterlaboratorium, Ausumgaard, Høfde Q, B&O i Struer, Østerstur til Venø, Mønsted Kalkgruber, bæverne i Klosterheden, livet omkring Limfjorden og meget mere.

Jeg har altid været glad for naturen og den interesse er vækket endnu mere nu, da mange af dagene er foregået ude i den smukke og blæsende vestjyske natur, fortæller Tina med begejstring i stemmen

Ro på 

Nu skal Tinas højskoleophold bundfælde sig.

Det har været en fantastisk oplevelse og sundt at se livet i helikopterperspektiv.

Hun er rigtig glad for, at hun har givet sig selv det, hun kalder et ”voksen-sabbatår”, hvor der var tid til at reflektere og fordybe sig.

Hvis vi skal arbejde indtil vi fylder 70 år eller mere, så er min overbevisning, at et voksen-sabbatår en gang i mellem gennem livet er rigtig vigtigt og nødvendigt, siger Tina.

Det er en stærkere udgave af Tina, der vender hjem, både fysisk og mentalt. Derfor har hun også helt ro på i forhold til, hvad der skal ske jobmæssigt.
Nu skal det hele lige bundfælde sig, og så skal jeg ud at søge job igen, siger hun.

Skal du også på højskoleophold?

På Struer Højskole har vi lange højskoleophold hvert forår og efterår. Opholdene er typisk fra 6 til 15 uger, og fyldt med spændende valgfag, inspirerende indslag og spændende oplevelser.

Du kan læse mere og se hvornår næste opstart er HER