Single Blog Title

This is a single blog caption
11 dec 2018

Snig fuldkornet ind

//
Kommentarer0
I denne søde juletid…

Som den gamle julesalme rigtig nok siger: “I denne søde juletid, tør man sig ret fornøje”, og vi lader os i den grad fornøje med alt det gode bagværk, slik og mad, som, traditionen tro, hører julen til. Men hvad nu, hvis man prøvede at ændre bare en lille smule på den mad, vi får spist i løbet af julemåneden? For kroppens skyld?

Styr på julesulten

Vi elsker julen og alt hvad der følger med den. Alt fra det første snefald til den sidste klejne er spist. Men, som vi alle ved, har det også sine problematikker. For efter jul kommer januar og det nærmest obligatoriske væld af reklamer for fitnessabonnementer, som næsten gives væk. Januar er for mange en hård måned med fortrydelse, skyld og dårlig selvværd. Men burde det ikke til dels at kunne undgås?

Nogle af de produkter, som fylder rigtig meget i julemåneden er brød og kager i alverdens afskygninger. Den hvide mel, som oftest bruges i maden og kagerne omkring jul, forvandles til lækre vaniljekranse, honningkager og boller til den varme kakao.

Men skal man absolut kun bruge hvedemel til alle de lækkerier? Hvedemel, som er skrællet for de mættende fibre og for en god del af hvedekornenes vitaminer og mineraler vel at mærke. Hvis man nu brugte noget andet mel, som kunne mætte dig lidt bedre, sørge for at sulten blev holdt på afstand lidt længere, og give din krop masser af vitaminer og mineraler til at klare julestressen med – ville det ikke være fedt? 

Leg med fuldkornsmelet

Det er her fuldkorn kommer ind som ridderen på den hvide hest, der krammer dine tarme, så de lever lykkeligt, til dine dages ende.

Vi synes på ingen måde, at lidt fuldkorn i bagværket ødelægger smagen – snarere tværtimod. Fuldkornsmelet giver en masse spændende smagsnuancer til bagværk, også kager.

Fuldkorn får os til at tygge maden lidt bedre. Det betyder, at vi får mulighed for at nyde den lækre mad længere. Og samtidig bliver vi mætte hurtigere, end hvis der er brugt almindeligt hvedemel i fx en brøddej. Det er fordi fuldskornsmelet indeholder en masse fibre, som mætter. Alt i alt betyder det på bundlinjen, at vi spiser mindre. Mindre mad = mindre julesul.

Og så får du mange flere vitaminer og mineraler oveni som bonus. Har du tendens til forstoppelse (en klassisker her i december)? Så er fuldkorn sagen – det er nemlig godt for fordøjelsen og hjælper med at holde din mave i gang.

Hvornår er det fuldkorn?

Og hvad betyder det så lige, det med fuldkorn. Hold fast, nu sætter madnørden pladen i fuldkornsrillen.

Jo, fuldkorn er de meltyper og varer lavet på mel, som indeholder alle dele af kornet, dvs. frøhvide, klid, kim og skaldele.

I kimen og skaldelene sidder de fleste af kornets mineraler, vitaminer og fibre. De dele bliver fjernet, når man laver almindeligt hvedemel. Vi snyder altså kroppen for rigtig meget af det gode i kornet, når vi spiser hvedemel i stedet for fuldkornsmel. Og det er da synd for den 😉

Varer, som for eksempel havregryn, grahamsmel og fuldkornsris, er lavet med fuldkorn, men det kan være svært at finde hoved og hale i, hvad der er fuldkorn, og hvad der ikke er. Men men men, du kan bare se efter fuldkornslogoet, hvis du er i tvivl.

Gå efter fuldkornslogoet

fuldkornslogoet, fuldkorn

Fuldkornslogoet blev indført i 2009 for at gøre det nemmere for forbrugerne at vælge varer, som indeholder fuldkorn. Hvis varen har fuldkornslogoet, er du sikret, at over halvdelen af melet brugt i varen indeholder alle delene af kornet – og dermed også de vitaminer, mineraler og mættende kostfibre, som sidder i kimen og skaldelene.

Du kan finde fuldkornslogoet på alle fødevarer med mel i, fx pasta, brød, ris og morgenmadprodukter som fx Rugfras.

Skulle du have lyst til at give fuldkorn et forsøg, kan du med fordel gå efter varer med fuldkornsmærket, når du handler.

Bag selv – erstat lidt af hvedemelet i din opskrift

Hvis du mere er gør-det-selv-typen, så kan du erstatte op til 50 % af hvedemelet i din sædvanlige opskrift på brød eller kage med fuldkornsmel som fx grahamsmel, fuldkornsspeltmel eller fuldkorns-ølandshvede.

Det meste bagværk kræver en hvis mængde hvedemel. Selvom hvedemel er skrællet for næring, så er det stadig det mel, der har den allerbedste bageevne. Som får bagværket til at hæve og være lækkert luftigt. Derfor kan det være svært at lave bagværk med 100 % fuldkorn, medmindre det er rugbrød.

Start derfor stille og roligt ud med at erstatte fx 20 % af hvedemelet i dine sædvanlige opskrifter, og prøv dig frem. Det skal jo heller ikke gå udover det færdige resultat. Brød kan sagtens klare op til 50 procent fuldkorn med 50 procent hvedemel, mens kager og tærter som tommelfingerregel kan klare 20-40 procent fuldkorn.

Hvis du ikke har prøvet Hvid Hvede endnu, så er det et super godt fuldkornsmel, som næsten opfører sig ligesom hvedemel. Det er lidt mørkere i farven og har en lidt mere ‘nøddet’ smag.

Vi håber, du blev lidt klogere på fuldkorn, at du har fået lyst til at prøve fuldkornsprodukterne af i brød og kager 🙂

Glædelig 10. december