På cykel fra Kina til Danmark

Man cykler da hjem fra Kina!

Hvad vil du sige til en cykeltur fra Kina til Danmark? Du kan godt, hvis du vil, siger 29-årige Nanna Lihn – hun har selv

gjort det, og nu besøger hun Struer Højskole for at fortælle kursister om turen.

Når Struer Højskole i Uge 27 og 28 åbner dørene til livsstilskurser med fokus på dels Sense og dels motivation og motion, vil kursisterne ikke bare skulle forholde sig til de mange, forskellige valgfag på kurserne. De vil også blive mødt med en påstand om, at de altså sagtens kan cykle sig en tur fra Kina til Danmark.

Det sker, når den 29-årige Nanna Lihn, dukker op på højskolen torsdag den 4. juli og torsdag den 11. juli. Her vil hun levere beretningen om sin 17.000 kilometer lange tur på cykel fra Kina til Jylland. Selv om de fleste nok vil falde lidt på halen over sådan en præstation, så mener Nanna Lihn faktisk, at alle kan gøre noget lignende.

17.000 kilometer

Turen på cykel fra Kina til Danmark var på 17.000 km, og det tog Nanna ni måneder at komme hjem. Turen bød på fantastiske momenter, men også trælse dage med regn, punkteringer og blæst.

”Den slags dage er det viljen frem for alt, der får dig fremad. Skal du gennemføre sådan en tur, er det vigtigt, at du har viljen til også at stå dårlige dage igennem. Godt vejr redder til gengæld enhver dag”, siger hun.

På turen lærte Nanna ”kunsten” ikke at lade sig styre af snævre deadlines, som man ellers har en tendens til herhjemme i det ”almindelige liv”.

”Styrer du hele tiden efter bestemte mål til en given tid, risikerer du at få følelsen af fiasko. Er du omvendt mere åben, vil du også kunne glæde dig over, det du når eller oplever i stedet for. På så lang en rejse som min, er det især vigtigt, at du ikke dag-for-dag stiller dig alt for ambitiøse mål”, forklarer hun.

Målet var rejsen

Apropos mål var Danmark på en måde ikke målet for Nanna Lihn. Målet var selve rejsen og de oplevelser, det gav.

Kina-Danmark på cykel er ikke nogen dyr rejse. Det afgør man faktisk selv. Nanna, der inden rejsen ikke havde den store erfaring med cykel turisme, købte en almindelig men robust herrecykel. Hun minimerede sine udgifter ved ofte at sove i telt.

Ved foredragene vil Nanna fortælle om rejsen i sig selv. Hun vil også fokusere på de medmenneskelige aspekter af mødet med andre kulturer. På intet tidspunkt under rejsen følte hun sig truet. Tværtimod oplevede hun en fantastisk gæstfrihed og imødekommenhed i mange af de lande, som ellers i medierne har et lidt blakket ry. Hun vil også komme ind på, hvordan det er muligt for alle og enhver at gennemføre en lang rejse på cykel.

I begge uger begynder foredragene kl.19.30. På livsstilskurset med fokus på Sense, som i øvrigt er udsolgt, er arrangementet forbeholdt kursisterne, men på ”Livsstil, motivation og motion” ugen efter, er det muligt at sikre sig en plads til foredraget. På det kursus er der endnu få, ledige pladser tilbage. Er du interesseret i at deltage i enten foredrag eller kursus, kan du kontakte Anika Karlsen Thor på mailadressen: anika@struerhojskole.dk

Nanna forcerer et bjergpas i det østlige Tyrkiet

Man kan sagtens benytte jordvejene i Mongoliet, mener Nanna.

Sne kunne ikke stoppe hende.

Øde landevej i Tyrkiet