Kan man kalde det en festdag, når man indvier en atomsikret kælder, som skal sikre nøglepersoners liv efter et atomangreb?
Hvis ja, må torsdag den 8. august 1968 have været en festdag i Holstebro. Da kunne byen indvie en ny, 200 kvadratmeter stor kommandocentral i en helt speciel kælder under Holstebro Gymnasium.
12 dage senere, tirsdag den 20. august, strømmede kampvogne fra Sovjetunionen og lydstaterne i Warszawa pagten ind over grænsen til det daværende Tjekkoslovakiet. Landets reformvenlige leder, Alexander Dubček, blev, sammen med flere andre ledende politikere, arresteret.
Den kolde krig var iskold!
Frygten for en altødelæggende atomkrig mellem øst og vest var nærværende, men i Holstebro var man altså nu klar til, at 20-25 nøglepersoner kunne overleve i den nye atomsikre kommandocentral.
Historien har, i hvert fald for en tid, overflødiggjort kælderen, der ikke desto mindre fremstår næsten som den dag i 1968.
I dag er det Hjemmeværnets Historiske Center i Holstebro, der har ansvaret for den historiske kælder, som heldigvis aldrig kom rigtigt i brug bortset fra øvelser.
Centrets formand, forhenværende befalingsmand i Forsvaret Michael Hviid, er ikke helt sikker på, at han gerne ville have overlevet i kælderen, hvis kasernebyen havde fået en fuldtræffer. Det er ikke svært at forstå ham, når man befinder sig i disse nærmest dystopiske, underjordiske lokaler.
Struer Højskoles kursister på de lidt længere kurser vil i fremtiden få syn for sagen. Skolen har nemlig indgået et samarbejde med Hjemmeværnets Historiske Center, og det betyder, at kommandocentralen bliver et mere eller mindre fast, kulturelt indslag fremover på disse kurser.
Kommandocentralen er en helt speciel oplevelse, fordi det er så nemt at forestille sig, hvordan livet hernede ville udspille sig under en atomkrig. Har du set filmen ”Der Untergang” om det tredje riges sidste dage, har du muligvis en fornemmelse af det klaustrofobiske univers, som venter under gymnasiet.
Skulle kælderen vises frem på bedste ”Hammerslag-maner”, kunne man fremhæve gas slusen, som hindrer giftige gasser i at trænge ind. Eget ventilationssystem med partikelfilter til radioaktivt nedfald og et gasfilter. Ved strømsvigt kan systemet holdes i gang med håndsving. Kommandocentralen har selvfølgelig også egen vandboring, hvis den kommunale vandforsyning svigter. Soveværelse er der ikke noget af. Folk skulle sove på skift på madrasser på gulvet. Det ville også gælde byens borgmester, kommunaldirektør og politimester, som ellers har et fælles kontor i kælderen.
Vel oppe i gadehøjde kan vi alle sammen så prise os lykkelige over, at den kolde krig fortsatte med at være kold.