Single Blog Title

This is a single blog caption
3 dec 2018

Inspiration til juledekorationer

//
Kommentarer0

På Struer Højskole er vi vilde med jul! Og derfor blev den ugentlige aften i vores kreative værksted op til december også dedikeret til julen og alle dens smukke dekorationer. Der blev skruet op for både hyggen og julemusikken og fremtryllet de flotteste kreationer.

Læs med her i dagens sundere julekalender, hvor Mie giver dig en helt masse inspiration til din egen juledekoration – eller måske en nytårsdekoration. Der kommer masser af guf længere nede 🙂

Har du selv lyst til at komme på højskole?
Her kan du dyrke interesser sammen med nye venner, og få en oplevelse for livet.
Korte kurser
Langt højskoleophold

God læselyst 🙂

            

Kalenderlysglas

Blandt de nemme og enkle juledekorationer findes kalenderlys-glassene (det kan dog også være et almindeligt stearinlys, du bruger). Tag et glas eller en flot vase og pynt bunden med mos, kugler, kogler og hvad du ellers har lyst til, og afslut dekorationen med et lys. På den måde kan glasset dekoreres og varieres i det uendelige. Glasset er flot i sig selv, men kan også bruges sammen med andet pynt som et stilleben på bordet eller i vindueskarmen.

 

Dekorationer uden lys

Hvem siger, der skal være lys i? En dekoration uden lys men med masser af fine ting kan se rigtig flotte ud. I vores kreative værksted resulterede det i disse fine glas med mos, kogler og bånd lavet af kursisterne.

 

 

Dekoration i fad med julekugler

En masse julekugler i en flot farvekombination lagt tilfældigt i et fad kan være overraskende flot. Er man derimod i det kreative hjørne, kan kuglerne anrettes sirligt på fadet og kombineres med kunstige blomster, gran, mos, kogler, julefigurer eller små fyrfadsstager, som kan være med til at give juledekorationen ekstra stemning. Her kommer lige et par forskellige varianter:

 

Dekoration med LED-lys

Traditionelt er der kun ét lys i en juledekoration, men det behøver ikke at være sådan – og de traditionelle stearinlys kan også fint erstattes af andre lyskilder. De sidste par år er der nemlig kommet mange flotte alternativer til levende lys, der sagtens kan bruges i dekorationer – og så er der den bonus, at man ikke risikerer, at der pludselig går ild i dem.

Er man til de traditionelle stearinlys kan det alligevel være en god idé at tilføje ekstra lys til din juledekoration. Prøv at tilføj en lyskæde til din juledekoration, og se, hvordan det bidrager til stemningen og er med til at lyse dekorationen op. Alternativt kan man også inkorporere fyrfadsstager i dekorationen, for at skabe ekstra lys.

Nedenfor ses nogle af kursisternes fine dekorationer lavet med LED-lys og lyskæder.

   

Kranse

Det er en smuk og dejlig tradition at byde julen velkommen ved at binde en smuk krans. Det behøver ikke være den sædvanlige adventskrans – læg den på et smukt fad og dekorér den med enten flere eller færre lys end de sædvanelige fire til advent. Hæng den på hoveddøren og lad den byde dine gæster og dig selv velkommen, eller hæng den i et vindue, så den skaber stemning indenfor.

      

 

Men hvem siger at juledekorationer kun kan være adventskranse, kalenderlys og nisselandskaber?

Dekoration på gren

En anderledes og meget moderne juledekoration får du, hvis du sætter en rå gren, fx en troldegren eller lærkegrene, i en vase med kogler eller hænger den fra en krog i loftet. Pynt herefter med kugler, kogler og andet pynt.

Alternativt kan du også benytte dig af en enkelt tykkere gren med grønt og julepynt, og hænge den på væggen eller døren i stedet for en krans.

 

Brug dine julegaver som dekoration

Er julegaverne allerede købt og pakket ind – eller måske bare nogle af dem? De flot indpakkede gaver kan sagtens indgå som en del af husets julepynt og dekorationer.

Læg de små pakker ned i en stor vase og pynt med små grangrene, lyskæder, kugler og kogler. De større pakker kan lægges i en flot kurv på gulvet – ved flere kurve kan de evt. arrangeres omkring en krukke med et træ – så minder det lidt om juleaften. Eller der kan laves en lille dynge af gaver et sted i huset.

Alternativt kan en hylde ryddes, og et juletræ bygges op af julegaver i forskellige farver og størrelser. Vend gerne gaverne på højkant, så man kan se sløjferne, og sæt fine til- og fra-kort på. Markér toppen med en stjerne.

Vi håber, at vores mange bud både på traditionelle og alternative juledekorationer kan være med til at inspirere og skabe julestemningen december måned igennem! Hygge uden mad – det er faktisk også ret fantastisk 😀