Single Blog Title

This is a single blog caption
3 maj 2018

Nøgne jomfruer og ramsløg

/
Skrevet af
/
Kommentarer0

Så er det forår. Når ramsløgene begynder at vise sig, er det et klart tegn på forår. De små smagfulde og duftende banditter – de er så lækre. De er tidligt på færde, og nyd dem nu så længe du kan, for allerede i maj måned er sæsonen for ramsløgene slut. Så skynd dig på jagt efter ramsløgene, det bugner med opskrifter med ramsløg på nettet, især i denne tid.

Få smagen af hvidløg, men slip for hvidløgsånden

Når du nu har fået anskaffet dig de dejlige velduftende ramsløg (læs lige hele blogindlægget, inden du kaster dig ud i haven – for der er nogle vigtige ting, du skal vide først) er der et hav af anvendelsesmuligheder og en c-vitaminbombe er ved at ende på spisebordet.

De kan bruges til kolde retter og til varme retter. De har en smag, der minder om purløg, bare stærkere, og smagen af hvidløg, bare mildere. Derfor kan du bruge den i de fleste opskrifter, hvor der skal bruges purløg eller hvidløg. Der er nogle der synes, at ramsløg er lidt krasse, hvis man spiser dem rå, men her handler det om at tage dem så tidligt på sæsonen som muligt. Så er de fantastiske til selv marinader, dip, hummus, dressinger og pesto. I Madværkstedet har vi en opskrift på pesto, hvor du blender ramsløg med rapsolie, hasselnødder, lidt ost (gerne parmesan eller en anden fast og smagsrig ost) og smag så til med salt, peber og citronsaft.

Ramsløg kan også bruges i salater for at give den lidt ekstra smag og overraskelse. I det varme køkken kan de både dampes hele, bruges i wokretter, i grøntsags puréer, på ovnbagte grøntsager og i kartoffelmosen. Du kan sågar krydre dejen til dit madbrød med det.

Får du ikke brugt hele høsten med det samme kan de sagtens holde 4-6 dage i en plastpose i køleskabet.

Du kan også spise blomsterne

Ramsløg blomstrer i maj og juni måned (og først her kan du være 100% sikker på at det er ramsløg) med de fineste hvide stjerneformet blomster samlet i en åben skærm på en trekantet stilk. De kan også spises, faktisk er alle dele af planten, blad, stilk, det lange løg, blomster og frugter, mulige at anvende til madlavning. Det der er mest populært er dog stadig de spæde blade, så snart de begynder at skyde frem.

Pas på de nøgne jomfruer, de er nogle giftige sataner

Hvis du plukker ramsløgene ude i skove, parken eller haver skal du være opmærksom på, at det er ramsløgene du får med dig hjem. Der er især to løgplanter, der ligner ramsløg til forveksling. Det er liljekonvaller og nøgen jomfru – også kaldet høsttidløs. Bladene ligner hinanden meget, men blomsterne adskiller sig væsentligt fra hinanden. Nu vil vi jo bare gerne i gang med at bruge ramsløgene, når de er bedst og derfor ikke vente til blomstringen. Det du så kan gøre er, at nulre et blad godt og grundigt mellem fingrene, og hvis der kommer en duft af hvidløg, er der ingen tvivl. Er duften ikke tydelig, så tag ikke chancen. Men det er desværre ikke helt nok at dufte til et blad og så forvente, at et halt areal, der ligner hinanden, alle er ramsløg. For liljekonvaller kan desværre godt vokse ind imellem ramsløgene, så duft endelig til et blad i hvert bundt. Bøvlet – ja måske, men det er besværet værd og ikke værd at løbe risikoen.

Foto: Liljekonval (foto fra www.havenyt.dk)

Foto: Høsttidløs (den skal du undgå)

Hvad er ramsløg egentlig for en fætter?

Ramsløg er en bladgrøntsag, du især finder i de kystnære løvskove, lunde og småkrat, hvor der er en god fugtig jord. Du kan i en kort periode også købe ramsløg i de større supermarkeder, hvis ikke du ved, hvor de kan plukkes dem i nærheden af dig. Du kan også dyrke dem hjemme i haven, men jeg vil anbefale dig, at plante den i krukker, for den breder sig med lynets hast!

Udkrudt er blevet hipt – du har garanteret guf lige ude i haven

Ny nordisk mad udfordrer os alle. Inklusiv mig selv… Men alligevel er det blevet super populært at bruge vilde planter i maden og bruge alt muligt og nogle vil mene umulige planter fra den fri natur. Det kan i dag blive til mere end en brændenældesuppe over bål i spejderklubben.

De spæde mælkebøtteblade er et fint supplement til salaten. Hvis du er nysgerrig på mælkebøtten i din mad, så kan du få meget mere at vide lige her på Samvirke

og måske prøve den her salat med mælkebøtte-hjerter.

Så snart de første bøgeblade kommer, er de kønne lysegrønne blade særdeles velsmagende med en lille snert af syre og lækre i forårets salater. Det er desværre kun en ganske kort periode, du har den mulighed. Så skynd dig ud og naps de små nye blade, så snart hækken bliver lysegrøn.

Oveni hatten er den hadede skvadderkål på menuen i flere hjem og på restauranter. Enten i salater eller som en erstatning til spinat i varme retter. Og vi er kun lige startet.

Men pas på, der ikke går for meget nak og æd i den, uden den rigtige naturkendskab, for der er giftige planter derude. Når vi vil samle svampe i naturen, er vi meget opmærksomme på at medbringe bøger om svampe eller tilmelde os guidede ture, fordi man ved, at der er giftige svampe ind imellem. Helt det samme fokus gør sig desværre ikke gældende med ramsløg – endnu.

Men kom ud og led efter ramsløgene inden sæsonen er slut – og husk at dufte – så er du helt på den sikre side 😀

Skriv en kommentar