Vi har brug for en ulvesikret samtale

Denne sommer har spørgsmålene om ulven fulgt med ind, når kursisterne kommer på højskole her i Vestjylland.
Spørgsmålene spænder vidt: ”Vi kører lige ud for at se ulven. Kan du tegne på et kort, hvor den er?” til: ”Skal vi have peberspray med, hvis vi skal ud i naturen her?”

Det er næppe tilfældigt, for ulven fylder igen meget i medierne. Mange kursister kommer fra områder, hvor ulven kun eksisterer som en overskrift eller et opslag på sociale medier.
Andre bor steder, hvor ulven faktisk færdes og påvirker både hverdagen, erhvervet og trygheden.

Når debatten fra morgensamlingen fortsætter ud af foredragssalen, og en kursist fra Fyn over kaffen møder en lokal vestjyde, bevæger samtalen sig hurtigt fra ulvesikrede hegn til, hvordan det egentlig er at gå alene på heden som hyrde med 400 får.
Forskellen i deres erfaringer bliver pludselig både tydelig og nærværende.

Det er en vigtig erkendelse i en tid, hvor debatter alt for hurtigt reduceres til skarpe modsætninger mellem land og by, Jylland og Sjælland eller mellem ”naturromantikere” og ”naturfjender”. Det er en forsimpling, som skygger for det reelle møde mellem mennesker.

Når mennesker mødes ansigt til ansigt, bliver billedet mere nuanceret. Kursisterne udefra møder folk, der lever tæt på naturen uden at være imod den, og lokalsamfund, hvor bekymring og begejstring eksisterer side om side.
Og vestjyden bliver måske udfordret på sine forestillinger om dem, der kommer fra de større byer. Ligesom ulven sjældent er så enkel, som overskrifterne gør den til, er Vestjylland det heller ikke.

Det, vi ikke kan kontrollere

Ingen af os møder ulven uden en forhistorie. Gennem århundreder har den haft en særlig plads i vores fortællinger – fra Fenrisulven i den nordiske mytologi til eventyrets grådige ulv hos Rødhætte.
Den er igen og igen blevet forbundet med fare, kaos og det ukontrollerbare.

Her i Vestjylland er landskabet i sig selv en daglig påmindelse om, at mennesket ikke bestemmer alt.
Vesterhavet æder af kysten, og stormene vælter træerne. Gennem generationer har vi forsøgt at tæmme naturen og indrette den efter vores behov.
Ulven bliver for mange et konkret billede på det, vi ikke kan kontrollere.

Det er ikke et argument for, at vi ukritisk skal acceptere alt. Selvfølgelig skal der være plads til regulering, beskyttelse af husdyr og hensyn til de mennesker, som lever tæt på ulven. Men vi må samtidig erkende, at vild natur indebærer, at vi afgiver en smule kontrol.

Netop derfor er ulven et vigtigt samtaleemne. Den får os til at tale om vores natursyn, vores frygt og de fortællinger, vi bærer med os.

Det er den samtale, vi har åbnet på højskolen. Ikke for at blive enige om ulvens plads i den danske natur, men for at blive bedre til at være uenige uden at lade uenigheden stå i vejen for fællesskabet.

Spørgsmålet handler i sidste ende ikke kun om, hvorvidt vi kan lære at leve med ulven. Det handler om, hvorvidt vi kan lære at leve med det ukontrollerbare og med mennesker, der ser anderledes på verden end os selv.

Efter sommerens mange samtaler er det måske netop den vigtigste samtale, ulven har bragt med sig.