Indkvartering

Værelserne

Vores hovedbygning har tidligere fungeret som plejehjem. Derfor er der flere gode fællesrum og stuer, og vores værelser er store (15-20 m2). De fleste er med eget bad og toilet. Vi har 6 dobbeltværelser og 28 enkeltværelser.

Værelserne med eget bad/toilet ligger i hovedbygningen. Der er en seng, sengebord, skrivebord med stol, lamper, lænestol og sofa. Badeværelset er rummeligt, og helt dit eget. Værelserne ligger på højskolens gange, så du er tæt på undervisningsstederne, fælles opholdsstuer, vaskerum, køkken og undervisernes kontorer.

Værelserne med delt bad ligger i mindre bygninger ca. 30-50 meter fra hovedbygningen i vores store have. De er også 15-20 m2 og har samme møblement som de andre værelser – på nær enkelte værelser som ikke har sofa. Hvis du har brug for at trække dig og have lidt mere alenetid og ro omkring dig, mens du er hos os, kan du med fordel vælge ét af værelserne uden for hovedbygningen (oplys det ved tilmelding).

Det er vigtigt for os at respektere dit privatliv på dit værelse. Det er nemlig rart at have en zone, hvor du kan være helt dig selv, når du trænger til en pause. Det kan alle få brug for! Du er også meget velkommen til at medbringe pyntepuder, nips, tæpper, potteplanter, fotorammer m.m., hvis du gerne vil gøre dit værelse lidt mere personligt og hyggeligt under dit ophold.

Internet og TV

Der er gratis trådløs internetforbindelse på alle værelser. Skolen har to fælles TV-stuer, hvor man kan hygge sig i fællesskab. Der er ikke TV på værelserne. 

Værelserne med delt bad ligger ikke i hovedbygningen, og de har ikke TV-stik.

 

Tøjvask

Det er gratis at vaske tøj og du har fri adgang til vaskemaskine, tørretumbler og tørresnore. Du skal selv købe vaskepulver (handlemuligheder 2 minutter fra skolen).

 

Husdyr

Husdyr (hund, kat, fugle m.v.) er ikke tilladt på grund af allergi-risiko.

 

Rygning

Du må ikke ryge indenfor, heller ikke på værelset. Vi har i stedet lavet små “ryge-kroge” udenfor, hvor du gerne må ryge.

 

Praktiske gøremål

Vi har køkkenpersonale, pedeller og rengøringspersonale, der klarer de fleste praktiske opgaver. Men der er dagligt små praktiske tjanser, som vi hjælper hinanden med at klare, så det er rart at være her. Fx skal du hjælpe med at tømme opvaskemaskine, sætte viskestykker og klude over at vaske, tørre borde af, feje, dække bord, rydde af m.m.

Rengøringen på dit eget værelse skal du selv sørge for. Du kan også selv stå for slutrengøringen eller tilkøbe det, hvis du helst er fri.