Hverdagen på Struer Højskole

Der er selvfølgelig ikke to dage, der er ens på Struer Højskole. Til gengæld har vi en række faste holdepunkter. Det første er morgenmad, som serveres kl. 7.45. En halv time senere kaldes der til morgensamling i vores havestue. Her synger vi sange fra højskolesangbogen, og så er der ellers lagt op til diskussion om aktuelle emner lige fra politik til historie. Her bliver der ofte krydset klinger mellem kursisterne, for vi opfordrer alle til at deltage i debatten om de samfundsrelevante emner.

Med en oftest livlig dialog i baghovedet er det tid til fysisk aktivitet med motions fag. Undervisningen begynder kl. 9.15 og varer en time. Formiddagens sidste time frem mod kl.12.00 er helliget undervisning i såvel højskolefag som sundhedsfag. Undervisningen er en blanding af teoretiske og praktiske timer samt workshops.

Kl. 12.30 er tiden kommet til frokosten og stilhed. På Struer Højskole har vi et begreb, vi kalder mindful spisning. Det betyder ganske enkelt, at vi ikke taler sammen de første 20 minutter af frokosten, men bruger tiden på spisning og fordybelse. Du vil føle, at det er lidt mærkeligt første gang, du oplever det, men du vil hurtigt finde det helt naturligt.

Eftermiddagene på skolen er mere forskellige end formiddagene med undervisning i psykosociale emner den ene dag, mad og måltider den næste, kultur den tredje og så fremdeles. Eftermiddagene og aftenerne krydres hyppigt med udflugter og masser af hygge på skolen med bål i haven, hvis vejret er til det. Eftermiddagens faste holdepunkt er aftensmaden kl.18.00. Nogle uger er der også samlinger om eftermiddagen eller om aftenen. Det kan være et foredrag, en debataften, musikquiz, spillecafé eller noget fjerde.

Som udgangspunkt er der ingen undervisning i weekenderne – dog med få undtagelser. Hvis der er weekendundervisning, vil det fremgå tydeligt af kursusbeskrivelsen og skemaet.

Du vurderer selv, om du trænger til at komme hjem på weekend, eller om du vil blive på højskolen med fuld forplejning. Der er masser af muligheder for udflugter og oplevelser i og omkring Struer.

I weekenderne hjælper kursisterne hinanden på bedste højskolevis med at anrette mad, rydde op og vaske op.