Single Blog Title

This is a single blog caption
3 feb 2019

Sådan laver du en madplan

//
Kommentarer0

En madplan gør det meget nemmere at få lavet den rigtige aftensmad. Og så er det billigere. Læs med her, når diætist Anika Karlsen Thor giver dig gode råd til at komme igang.

Mange drømmer om at få lavet en madplan. Tanken om at få sund, lækker og varieret mad hver aften og derudover spare penge, fordi man ikke kommer til at klatindkøbe (og bliver fristet af snoller ved kassen sidst på eftermiddagen). Men rigtig mange får ikke udlevet deres drøm.

Jeg (jeg ved det – jeg har en lille glorie over mit hoved) har i mange år troligt lavet en madplan hver uge. Typisk sker det søndag formiddag – dagen hvor jeg også handler ind til hele ugen. Jeg kan mærke, de uger det ikke sker, at vores dagligdag bliver mere forvirrende, fordi vi småhandler hele tiden og snakker meget om, hvad vi skal have at spise. Derudover bliver maden heller ikke så lækker. Derfor er det bare skønnest, når planen er lavet og der er handlet. Det betyder, at vi faktisk får lavet ordentlig aftensmad hver dag.

Hvorfor madplan:

  • Sundere mad

  • Variation

  • Spare tid

  • Spare penge

Gode råd til at komme igang

Her er mine gode råd til, hvordan du kommer i gang med at lave madplan. Det at komme i gang er nemlig det sværeste – for man kan aldrig komme i tanke om en eneste ret, man har lyst til at lave. Utrolig så tom hjernen kan være – nævner jeg f.eks ordet hakket oksekød – tænker jeg, at de fleste kan komme i tanke om 2-3 retter med hakket oksekød (hakkebøffer, kødsauce, lasagne).

Sæt tid af eks. søndag formiddag – det tager 15-30 min incl. indkøbsliste

Vælg en indkøbsdag og start planen der, eks. onsdag.

Inspiration

  • Temadage

    • Mandag – fisk

    • Tirsdag – kødløs

    • Onsdag – suppe

    • Torsdag – salat

    • Fredag – ovnret

    • Lørdag – verdens køkken

    • Søndag – rester

  • Check hvad du har i skabene – hvis du f.eks. har mange æg, skal I have æggekage en aften.

  • Find inspiration på nettet – men lad være med at lave nye retter mange gange på en uge. Så bliver det alt for besværligt og tidskrævende. Lav fx nye retter i weekenden, hvor tiden er bedre, og lav så dine “klassikere” på de mere travle dage.

  • Ugens tilbud – jeg syntes, at det inspirerer mig at se på tilbudene i den butik, du plejer at handle i. Hvis de f.eks. har en hel kylling på bud, kunne det være et valg en aften.

  • Skriv en indkøbsliste samtidig med, at du laver din madplan.

  • Tag højde for dagene. Hvis man ved, at man kommer sent hjem om onsdagen, er det måske en restedag eller rugbrødsdag.

  • Tag højde for rester. Hvis man er en lille husholdning, er det måske en god ide kun at lave mad hver anden dag, og spise retten over to dage, så der ikke bliver en masse spild. Man kan også fryse ned. Her tænker jeg også på, at hvis man har købt et iceberg og er 3 personer, skal man måske have salat to dag den uge.

  • Hæng planen op på køleskabet – så alle kan se, hvad der er på menuen – og så kan første mand jo også bare gå igang, når man kommer hjem.

God fornøjelse

Min madplan for uge 32

Mandag – Kalkungryde m ris og coleslaw

Tirsdag – Hvidkålskarbonader, pasta og tomatsauce. Gulerodsstave og rester af coleslaw.

Onsdag – Laks, kartofler, hollandaise og tomatsalat (kog ekstra kartofler til torsdag)

Torsdag – Frikadeller, kold kartoffelsalat og lun rødbedesalat samt rest af tomatsalat.