Guide til mindful spisning
Mange af os har en tendens til at spise per automatik, så snart der står mad foran os. Og mon ikke også du kender det der med, at man tømmer tallerkenen eller måske tager en ekstra portion, fordi det simpelthen smager så godt? Også selvom du faktisk er mæt…
Mindful spisning er et fantastisk redskab til netop at undgå at spise for meget.
Mindful spisning handler om at være nærværende, når du spiser – under hele måltidet. Om at se maden, dufte den, smage den og give hver eneste mundfuld den opmærksomhed, den fortjener.
Mindful spisning er ikke en ny slankekur med en masse regler, men derimod en simpel metode, som alle kan være med til. For det at spise mindfuldt, handler ikke så meget om, hvad vi spiser, men meget mere om, HVORDAN vi spiser.
Spiser du også på autopilot og i rekordfart?
I hverdagen spiser mange af os på en form for autopilot. Vores spisning sker automatisk, på en impuls eller som en vane – og vi spiser ofte meget hurtigt og med en overfladisk, delt og ufokuseret opmærksomhed på spisningen. Vi snakker, tjekker telefon, ser TV, kører bil eller noget helt andet, imens vi putter maden i munden.
Problemet ved at spise på denne måde er, at vi så tit kommer til at spise for meget. Simpelthen fordi vi ikke tillader hjernen at have fuld opmærksomhed på maden, mens vi spiser. Så kan hjernen ikke ordentligt registrere, at vi faktisk er igang med at spise. Og så opdager den for sent, at nu er maven fyldt til randen.
Pointe: når du spiser, spiser du. Alt andet bør vente til senere.
Spis langsomt
Fra vi begynder at spise til vores mave begynder at sende signaler til hjernen om, at nu er vi mætte, går der ca. 15-20 minutter. Hvor mange portioner kan du nå at spise på 20 minutter?
Hvis vi høvler maden for hurtigt, kan kroppen ikke nå at registrere, at nu er vi mætte – før vi allerede har taget en portion for meget.
Når du spiser mindfuldt, skal du sætte farten ned, når du spiser. Og så skal du være opmærksom på én mundfuld ad gangen, og dét du oplever med denne ene mundfuld. Hvordan smager det? Hvordan føles det i munden? Hvordan dufter netop den bid, du har sammensat på gaflen?
Mange af os har ofte allerede fokus på den næste mundfuld, inden vi overhovedet er færdige med den første. Det betyder, at vi ikke får den fulde oplevelse ud af spisningen, og at vi snyder os selv for en helt masse sanselighed og nydelse ved måltidet (se guiden længere nede i teksten).
Hvor er det vigtigt at være nærværende, når du spiser?
Nærværet i madoplevelsen og opmærksomheden på kroppens signaler hjælper dig til at spise mængder, som passer bedre til dit naturlige behov for mad. Og så giver det et mere naturligt og nydelsesfuldt forhold til mad.
Hvis du forsøger at nyde hver bid mad så meget som muligt, bliver din mund, hjerne og mave hurtigere tilfredsstillet og den ekstra portion mad overflødig. Du bliver simpelthen mæt før.
Mindful spisning er en naturlig og intuitiv måde at spise på. Metoden får os til at spise i overensstemmelse med vores biologiske overlevelses-mekanismer, og lytte til de indre naturlige signaler, som vores krop sender os. Fx om, at nu er du faktisk mæt og tilpas og skal stoppe med at komme mad i munden.
Sådan gør du
Stilhed
Mindful spisning er en del af hverdagen hos os. Hver dag til frokost skal der være stille de første 20 minutter, så alle hver især kan mærke efter deres sult og mæthed og give maden fuldt fokus – hver mundfuld skal nydes 100 procent uden forstyrrelser. Prøv at spise i stilhed, og se, hvad det betyder for dit måltid.
Se
Start med at se på maden. Bare læg mærke til, hvad du har taget på din tallerken, hvordan det er fordelt, hvad du umiddelbart har mest lyst til at spise, farverne osv.
Duft
Duft nu til maden på din tallerken – hvad dufter den af? Er der forskellige dufte fra de forskellige ting, du har taget?
Smag den første mundfuld
Lav en mundfuld med det mad, du har allermest lyst til. Duft til den. Luk nu øjnene og smag på den. Tyg langsomt og læg mærke til, om duften og den forventede smag hænger sammen. Læg bestikket, mens du tygger færdig. Gentag gerne et par gange med lukkede øjne og SMAG på maden. Sådan helt.
Spis en gaffelfuld af gangen
Spis nu stille og roligt din mad. Læg dit bestik mellem hver bid, så du ikke gør den næste gaffelfuld klar, allerede mens du tygger den foregående.
På den måde spiser du meget langsommere, og kan nå at få besked fra maven og hjernen om, hvornår du er tilpas mæt.
Ved mindful spisning er der intet, der er forbudt. Det er helt okay at spise lidt godt ind imellem, hvis bare man lytter til, hvad der føles godt i kroppen, og du gør det med så meget muligt nærvær, afslapning og nydelse. Så kan du nøjes med meget mindre mængder 🙂
God fornøjelse – del gerne i en kommentar, hvad du synes om mindfuldt spisning – for nogen føles det aldeles grænseoverskridende og for andre helt fantastisk 🙂